LOVE

§ 1

Klubbens navn er Solrød Sportsfiskerklub " Regnbuen ".

Klubbens hjemsted er Solrød d kommune. Klubbens adresse er formandens adresse. Klubben er medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund.

§ 2

Klubbens formål er:

at skaffe medlemmerne adgang til sportsfiskeri.

at vække interessen for sportsfiskeri.

at skabe godt kammeratskab.

at bibringe medlemmerne kendskab til almen sportsfiskerkultur samt yderligere sportsfiskerfærdigheder

§ 2 B

Klubben er til enhver tid forpligtiget til at efterleve den med Skov og Naturstyrelsen indgåede kontrakt for så vidt angår kontraktens bestemmelser om fiskerettighederne m.m. i Karlstrup sø .

Det påhviler den til enhver tid siddende bestyrelse at klubbens love og regler er i overensstemmelse hermed.

§ 3

Kontingent og indskud fastsættes for eet år af gangen på den ordinære generalforsamling.

Kontingentet betales forud på opkrævning, der udsendes årligt senest den 15 november via klubbens kasserer. Såfremt kontingentet ikke er betalt senest den 31december, eller sidste hverdag i december, slettes medlemmet automatisk af klubbens medlemsliste. Det er alene bank og postvæsenets kvittering, der er afgørende for om betaling er sket rettidigt. Ved sletning på grund af for sen betaling, kan fornyet medlemsskab kun opnås over klubbens sædvanlige venteliste.

Opnåelse af medlemsskab kan afvises, såfremt ansøgeren tidligere er ekskluderet af anden fiskeklub, Danmarks Sportsfiskerforbund, straffet for overtrædelse af jagt og fiskeriloven, eller bortvist fra klubbens vande for overtrædelse af dennes regler og love.

Optagelse af nye medlemmer sker efter klubbens venteliste i den rækkefølge man er optaget på listen.

Bestyrelsen kan afvise optagelse af nye medlemmer, såfremt berettiget indsigelse herimod fremsendes fra eet eller flere medlemmer. Afvisningen kan ankes ved skriftlig protest, der da behandles på klubbens førstkommende ordinære generalforsamling. Beslutningen her er derefter inappellabel.

§ 4

Generalforsamlingen fastsætter klubbens maksimale medlemstal, under hensyn til vor kontrakt med Styrelsen, samt de fiskemuligheder og vande klubben i øvrigt har rådighed over.

§ 5

Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Formand, næstformand, kasserer, sekretær og bestyrelsesmedlem. Formand og kasserer vælges direkte på generalforsamlingen, medens øvrige bestyrelsesmedlemmer konstituerer sig på første bestyrelsesmøde efter valget. Alle vælges for en 2-årig periode. Formand og 2 bestyrelsesmedlemmer er på valg på lige årstal, medens næstformand og kasserer er på valg i ulige år.

Der vælges 2 suppleanter ( eller flere om nødvendigt ) til bestyrelsen, ligeledes for en 2-årig periode. 1. suppleant følger formandens valgperiode, og 2. suppleanten følger næstformandens. Ved forfald i bestyrelsen indtræder

suppleanter i bestyrelsen indtil næste valgperiode for det afgåede medlem.

Efter samme metode vælges for 2 år ad gangen 2 revisorer, og 2 revisorsuppleanter

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Bestyrelsen afgør ved almindeligt stemmeflertal de forelagte beslutninger. Er der stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og i hans forfald næstformandens.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg m.v. i det omfang den skønner dette nødvendigt.

§ 6

Klubbens regnskabsår går fra 1. september til 31. august.

Klubbens midler henstår på henholdsvis bank og girokonto, eller placeres i obligationer eller andre sikre papirer.

Regnskabet skal være afsluttet og revideret før generalforsamlingen.

For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue. Medlemmerne har således ingen personlig hæftelse over for foreningens forpligtigelser.

§ 7

Klubbens højeste myndighed er generalforsamlingen. Generalforsamlingens afgørelse er inappellabel, og kan ikke indbringes for nogen domstol eller myndighed.

Generalforsamlingen skal afholdes hvert år i oktober.

DAGSORDEN for den ordinære årlige generalforsamling:

Valg af dirigent.

. Bestyrelsens beretning.

. Fremlæggelse af det reviderede regnskab.

. Fastsættelse af kontingent, indskud og medlemstal

. Indkomne forslag.

. Valg til bestyrelse og af suppleanter.

. Valg af revisorer og suppleanter.

. Eventuelt.

§ 8

Indvarsling til ordinær generalforsamling skal ske i klubbladet senest 4 uger før datoen, med angivelse af dato, tid og sted. Kan varslingen ikke ske rettidigt i bladet, skal varslet udsendes pr. post til hver enkelt medlems opgivne adresse, således at brevet er afleveret til forsendelse senest 2 dage før 4-ugers fristen til generalforsamlingen.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal skriftligt tilstilles formanden, senest 3 uger inden generalforsamlingen.

ALLE afgørelser på ordinær generalforsamling, sker ved simpelt flertal. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

Adgang til og stemmeret på generalforsamlingen har alle med gyldigt medlemsskab.

Afstemninger sker ved almindelig håndsoprækning, men skal, såfremt blot eet medlem kræver dette, ske skriftligt. Stemme kan afgives af alle tilstedeværende med stemmeret. Afstemning ved fuldmagt kan ikke ske.

Medlemmer, der ønsker eller foreslås til valg, skal personligt være til stede. Dog kan siddende bestyrelsesmedlemmer genvælges, såfremt der foreligger skriftligt tilsagn om vilje til genvalg hos dirigenten. Valgbare er alle medlemmer efter det fyldte l6. år. Formand, Næstformand og kasserer skal dog være fyldt 18 år senest på valgdagen.

Ændringer i klubbens love kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling. Fremsatte forslag hertil samt varsling er den samme som til ordinær generalforsamling. Forslag på ekstraordinær generalforsamling kræver almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

Bestyrelsen kan indbyde særlige gæster eller repræsentanter såfremt dette er relevant.

Aktuel dagsorden for ekstraordinær generalforsamling, skal tilstilles alle medlemmer samtidig med indkaldelsen.

INDKALDELSE til ekstraordinær generalforsamling kan ske når :

Et flertal i bestyrelsen ønsker dette.

Eller mindst 1/5 af klubbens medlemmer fremsender skriftligt ønske herom.

I alle tilfælde, skal bestyrelsen have begrundelse, forslag og evt. dagsorden i god tid før det ønskede tidspunkt for afholdelsen.

Indkaldelse skal ske senest 5 uger efter at bestyrelsen har modtaget ønske herom . (Ved pkt. 2. skal medfølge liste med medlemmernes underskrift og medl. nr.) og senest 14 dage efter ønskets modtagelse skal forslag, dagsorden og mødested og tid tilstilles medlemmerne.

§ 9

Medlemmerne forpligtiger sig til på ethvert tidspunkt at følge og efterleve klubbens love og regler, samt de af staten fastsatte regler for færdsel på arealer og områder samt fiskeriministeriets regler og bekendtgørelser f. s. v. disse angår medlemmerne aktuelt.

Medlemmerne færdes altid på eget ansvar på og ved de af klubben lejede eller erhvervede områder og arealer.

Overtrædelse af foranstående love og regler generelt, samt klubbens egne love og formålsparagraffer

kan medføre, at medlemmet med omgående virkning ekskluderes .

Et ekskluderet medlem har ret til at kræve eksklusionen forelagt på førstkommende generalforsamling og beslutningen her er da endelig og inappellabel.

§ 10

Medlemmerne kan ikke uden bestyrelsens samtykke leje fiskeret, der tilhører klubben eller en anden forening under Danmarks Sportsfiskerforbund.

§ 11

Ved evt. opløsning af klubben, kræves et flertal af mindst 2/3 af klubbens tilstedeværende medlemmers stemmer. Evt. opløsning skal altid behandles på en ekstraordinær til formålet indkaldt generalforsamling. Vedtages opløsning af klubben skal der umiddelbart efter denne beslutning, ligeledes med 2/3 stemmer træffes afgørelse om, hvorledes klubbens eventuelle kapital og værdier skal afvikles.

Solrød Sportsfiskerklub Regnbuen. Stiftet den 12. december 1979.

Ovenstående LOVE er revideret 1995 og således vedtaget på ekstraordinær generalforsamling iflg. lovene.

Ovenstående LOVE er revideret 03 marts 2003 i henhold til ekstraordinær generalforsamlingsbeslutning af 28. oktober 2002.

Ovenstående LOVE er revideret oktober 2009 i henhold til ekstraordinær generalforsamlingsbeslutning af 29. oktober 2009

Ovenstående LOVE er revideret oktober 2014 i henhold til ekstraordinær generalforsamlingsbeslutning af 09. oktober 2014